Ordensregler 2011, vedtaget på generalforsamling 2. april 2011

 

Et sommerhusområde er for mange et rekreativt område, hvor de ønsker at kunne slappe af, væk fra hverdagens slid og larm.

Derfor har foreningens generalforsamling besluttet at opstille disse ordensregler, der omfatter såvel henstillinger som krav til den enkelte grundejer. Kravene bygger på såvel foreningens vedtægter som områder, der er lovbestemt.

Ordensregler i en grundejerforening er udtryk for en fælles aftale mellem medlemmerne (grundejerne) om, hvordan man selv vil og ønsker at ens naboer vil forholde sig til fællesanliggender for at undgå nabostridigheder og lignende.

Uenigheder mellem de enkelte medlemmer i forbindelse med manglende respekt for ordensreglerne eller lovgivningsforhold, kan ikke løses af grundejerforeningens bestyrelse – men skal løses ved en god nabosnak, eller – hvis dette ikke fører til noget – en henvendelse til de respektive myndigheder.

Det er vigtigt at huske, at godt naboskab bygger på respekt for hinanden.

Henstillinger, der bør efterleves.

1. Motorplæneklippere, havefræsere, motorsave og lign. bør kun anvendes på ugens 5 første dage til klokken 20.00. Lørdage til klokken 18.00. Søn- og helligdage kun mellem klokken 10.00 og 13.00.

Henstillingen om tidsbegrænsning på søn- og helligdage er dog ikkegældende i vinterhalvåret fra 1. oktober til 31. marts, hvor tidsbegrænsningen for lørdage bør følges.

2.  Afbrænding af haveaffald er forbudt i byzone og sommerhusområder – i øvrigt henvises til Gribskov kommunes ”Regulativ for husholdningsaffald”

Grundejerforeningen henstiller, at tilladt afbrænding til rekreative formål på særligt indrettede bålpladser, sker uden gene for naboerne.

3. Motorkøretøjer må ikke parkeres, således at de er til gene for anden færdsel.

Det henstilles i øvrigt, at langtidsparkering på vejrabatter undgås.

Parkeringslys bør være tændt mellem solnedgang og solopgang, da vore veje ikke er oplyste.

4.  Af hensyn til legende børn og fodgængere i øvrigt, bør hastigheden

på grundejerforeningens veje ikke overstige 30 km. i timen.

5. Ejerne af hunde, katte og andre husdyr har pligt til at påse, at de ikke er til gene eller til fare for de omkringboende.

Grundejerforeningen henstiller, at man holder sin hund i snor ved færden på grundejerforeningens område samt sikrer, at eventuelle efterladenskaber fjernes.

6. Ved udleje eller udlån af sommerhuset bør disse ordensregler være opsat på et synligt sted og affattet i et sprog, brugeren kan forstå.

7.   I øvrigt bør samtlige medlemmer af foreningen – eller hvem brugen af ejendommen er overladt til - ved deres adfærd under ophold indenfor grundejerforeningens område, medvirke til orden og rolige forhold.

Generelt: Undgå unødig støj.

Bestemmelser, der skal efterleves

8. Grundejerne er pligtige til at slå vejrabatter for græs og ukrudt senest den 1. maj og 1. juli hvert år, medmindre bestyrelsen meddeler andre datoer. Såfremt græs og ukrudt ikke er slået på vejrabatter som ovenfor anført, er bestyrelsen bemyndiget til, uden yderligere varsel, straks at lade de fornødne arbejder udføre for den pågældende grundejers regning.

9. Grundejerne er pligtige at efterleve reglerne i foreningens vedtægter om vedligeholdelse af foreningens fælles vandafledningssystem og renholdelse af områder omkring vejbrønde og vejskilte, der er placeret på deres parcel eller tilhørende vejrabat.

10. Der gøres særligt opmærksom på den enkelte grundejers pligt til at sikre, at rødder fra beplantning på egen grund ikke ødelægger foreningens fællesveje eller vandafledningssystem. Tilsvarende gælder anden beskadigelse af de fælles bestanddele.

Såfremt grundejeren ikke efterlever denne forpligtelse, vil udbedring af det beskadigede ske på foreningens foranledning og for den pågældende grundejers regning.

11. Enhver grundejer er pligtig til at renholde og snerydde det på eller udfor vedkommende grundejers parcel beliggende fortov og vejareal, med mindre dette arbejde overgår til kommunen, grundejerforeningen eller andre.

12. Enhver grundejer er pligtig til at sikre, at beplantning i skel mod fællesområde, ikke er til gene for udsyn for trafikken eller til foreningens opsatte vejskilte.

Såfremt grundejeren ikke efterlever denne forpligtelse, vil de nødvendige tiltag ske på foreningens foranledning for den pågældende grundejers regning.

Disse ordensregler er vedtaget på foreningens generalforsamling den 2. april 2011.

Som formand:                                                  Som dirigent:

Jens Juhl                                                         Henning Andersen